For anden gang er en mand og kvinde fra Varde anholdt, efter at en toårig dreng døde i december.

Kvinde og mand er igen blevet anholdt for dødsvold mod toårigt barn

Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret torsdag kl. 17.24.

Der er en begrundet mistanke om, at en kvinde og en mand har gjort sig skyldige i vold med døden til følge mod et toårigt barn i Varde Kommune. I et retsmøde, der har varet hele dagen, har en dommer i Esbjerg torsdag eftermiddag besluttet at varetægtsfængsle begge i fire uger, oplyser anklagemyndigheden til Ritzau.

Kvinden er 52 år, mens manden er 28 år. Den nærmere relation mellem dem har politiet endnu ikke ønsket at oplyse om. De nægter sig skyldige, og de har kæret afgørelsen om varetægtsfængsling til Vestre Landsret, oplyser anklagemyndigheden.

Volden mod den lille dreng skal være sket midt i december. Han pådrog sig kraniebrud. Da politiet i første omgang havde anholdt de to, fandt retten ikke grundlag for varetægtsfængsling. De blev derfor løsladt i et grundlovsforhør søndag 15. december. Men efter yderligere undersøgelser og efterforskning stiller sagen sig torsdag ifølge rettens kendelse altså anderledes.

Inden dørene blev lukket, sagde anklageren ifølge det regionale medie jv.dk, at der i efterforskningen også indgår afhøring af vidner. Ifølge jv.dk skal volden være sket på en landejendom, der tilhører kvinden.

Først blev den lille dreng bragt til sygehuset i Esbjerg, men derefter blev han overført til Odense Universitetshospital, hvor han døde. Angiveligt fik barnet slag til hovedet med et ukendt redskab og døde efterfølgende af kraniebrud og blødninger, har det regionale medie jv.dk tidligere skrevet om politiets oprindelige sigtelse.

I grundlovsforhøret 15. december nægtede manden og kvinden sig skyldige i den rejste sigtelse ifølge JydskeVestkysten, som var til stede ved retsmødets begyndelse. Hvad der ellers kom frem under det flere timer lange retsmøde, er uvist, da det blev afholdt for lukkede døre. Retten vurderede, at der ikke var begrundet mistanke og grundlag for at varetægtsfængsle de sigtede.

Politiet har efterfølgende indhentet retsmedicinske oplysninger og efterforsket videre, hvilket betyder, at manden og kvinden onsdag klokken 10.15 blev anholdt endnu en gang.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her