Østre Landsret kender Danish Crown erstatningsansvarlig. Tre ansatte blev syge med covid.

Østre Landsret: Danish Crown svigtede ansatte under covid-krisen

Tegning Mette Dreyer
Tegning Mette Dreyer
Lyt til artiklen

Slagterikoncernen Danish Crown gjorde ikke nok for at sikre tre ansatte mod covidsmitte. Det fastslår Østre Landsret i en kendelse fredag.

De tre arbejdede på slagteriet i Ringsted. Alle tre, en mestersvend og to servicemænd, blev testet positiv for covid-19 i juli og august 2020. De har fået anerkendt sygdommen som en arbejdsskade.

I den 58 sider lange kendelse når landsrettens dommere frem til, at Danish Crown er erstatningsansvarlig for smitten.

Løbende blev ledelsen gjort opmærksom på problematiske forhold i produktionen.

Alligevel iværksatte ledelsen ikke ’tilstrækkelige foranstaltninger til at mindske risikoen for smittespredning blandt produktionsmedarbejderne’, skriver dommerne.

I behandlingen af sagen er der sat spot på detaljer i produktionen.

I en såkaldt skærestue stod de ansatte ganske tæt. Den høje støj gjorde det nødvendigt for folk at råbe til hinanden, når de skulle kommunikere om deres arbejdsopgaver.

I øvrigt håndterede mange medarbejdere dagligt akkordsedlen og det tilhørende skriveredskab uden brug af handsker.

Desuden blev et bestemt arbejdsredskab, der kaldes el-hesten, ikke afsprittet mellem forskellige ansattes brug.

Først da de tre ansatte var blevet smittet, blev der opstillet spritspande i kantinen.

Ledelsen klandres også for ikke at have taget tilstrækkeligt hensyn til, at mange af de ansatte havde udenlandsk baggrund, fremgår det af kendelsen.

Antallet af sygemeldte steg dramatisk. I begyndelsen af august 2020 var næsten 150 ansatte smittede. Ledelsen beslutte at lukke virksomheden 8. august foreløbigt i en uge.

Den usædvanlige retssag er anlagt af Fødevareforbundet NNF på vegne af de tre. Retten i Roskilde henviste en del af sagen til landsretten på grund af dens principielle betydning.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her