Det hører efterhånden til sjældenhederne, at alvorlige forbrydelser forbliver uopklarede. I dag er der så meget billedovervågning i det offentlige og private rum samt så mange muligheder for at finde dna-spor, at det nærmest er umuligt at slippe afsted med et drab eller drabsforsøg.
Selv i årtier gamle sager har politiet fået nye kriminaltekniske metoder som slægtskabssøgning, hvor et familiemedlem i dna-registret leder myndighederne på sporet af ansvarlige for uopklarede forbrydelser.


























