Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

I forbindelse med pilotprojekt i Vestre Fængsel skal indsatte have scannet fingeraftryk før og efter besøg.

Scanning af fingeraftryk skal forhindre fangeflugt efter besøg

I 2018 flygtede en varetægtsfængslet fra Vestre Fængsel i forbindelse med et besøg, hvor det lykkedes den besøgende og den varetægtsfængslede at bytte identitet. Foto: Kenneth Meyer
I 2018 flygtede en varetægtsfængslet fra Vestre Fængsel i forbindelse med et besøg, hvor det lykkedes den besøgende og den varetægtsfængslede at bytte identitet. Foto: Kenneth Meyer
Lyt til artiklen

Et nyt pilotprojekt, hvor indsatte i Vestre Fængsel får scannet deres fingeraftryk før og efter besøg, skal forhindre, at indsatte flygter i forbindelse med et besøg.

Det skriver Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse.

Det skal være med til at øge sikkerheden og sikre fængslerne bedre mod såkaldt identitetsbytte, forklarer Ina Eliasen, som er direktør i Kriminalforsorgen.

Identitetsbytte betyder i denne sammenhæng, at en indsat og en besøgende bytter identitet. På den måde kan den indsatte forlade fængslet ’forklædt’ som besøgende.

»Det er ikke noget, der sker tit. Men da vi har ansvaret for at holde de indsatte inden for murene, er det et kæmpe problem, de få gange det sker. Og der er fingeraftryksscanneren et utrolig effektivt redskab«, siger Ina Eliasen.

Pilotprojektet indebærer, at den indsatte får scannet fire fingre i en fingeraftryksscanner umiddelbart før og umiddelbart efter et besøg.

Hvis fingeraftrykkene matcher, vises det med en grøn markering, og den indsatte kan vende retur til sin celle, mens den besøgende kan forlade besøgslokalet.

Hvis fingeraftrykkene derimod ikke matcher, vil en markering lyse rødt. I det tilfælde får hverken den indsatte eller gæsten lov til at gå, før det er undersøgt, hvorfor markeringen blev rød.

Det er sket, at indsatte i danske fængsler er flygtet i forbindelse med et besøg udefra.

I 2018 flygtede en varetægtsfængslet fra Vestre Fængsel i forbindelse med et besøg, hvor det lykkedes den besøgende og den varetægtsfængslede at bytte identitet.

Det blev først opdaget, at de to havde byttet identitet, efter at den varetægtsfængslede havde forladt besøgsafdelingen.

Også i 2012 flygtede en indsat fra et dansk fængsel i forbindelse med et besøg. Her fik en mandlig indsat i Nyborg Statsfængsel besøg af to gæster.

Under besøget byttede den indsatte tøj med en kvindelig besøgende, som var iklædt en burkalignende dragt. Herefter lykkedes det den indsatte at forlade fængslet.

Det blev senere præciseret, at der ikke var tale om en burka, men et tørklæde og en lang kjole.

Ina Eliasen vil ikke sige med sikkerhed, at brugen af fingeraftryksscanneren kan forhindre den slags fangeflugter fuldstændigt.

Men hun understreger, at fingeraftryk er meget mere sikkert, end de metoder der bruges i dag, hvor det blandt andet er op til personalet at afgøre, om en gæst er den samme, som den gæst der gik ind.

Pilotprojektet løber i seks måneder og skal herefter evalueres, for at vurdere om scannerne skal indføres bredt i landets fængsler.

»Vi kigger på, hvor smidigt det er. Vi har et meget stort pres på personalet, så det må ikke være noget, der er for tidskrævende«, siger Ina Eliasen.

Desuden har Kriminalforsorgen i forbindelse med projektet haft fokus på, at scanneren kun lagrer data, i den tid besøget varer.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her