Da færre og færre går rundt med fysiske mønter i lommen, er betalingsløsningen MobilePay vigtig for sælgere af hjemløseavisen Hus Forbi.
Men ny lovgivning mod hvidvask og terrorfinansiering vil fra 1. marts spænde ben for MobilePay-ordningen, der i dag står for syv ud af ti Hus Forbi-køb.
Der har længe været råbt på en løsning - og den er nu midlertidigt fundet.
Erhvervsministeriet oplyser søndag, at Danske Bank midlertidigt har forlænget ordningen. Det indebærer, at sælgerne også fremover kan modtage betaling via MobilePay.
Udfordringen er, at lovgivningen medfører, at banken skal kunne identificere den enkelte bruger.
Men ikke alle sælgere har deres egen konto. Derfor har det tidligere været muligt at blive betalt via MobilePay uden at have MitID eller pas, fordi sælgerne kunne få et særligt udbetalingskort.
Mark Wraa, som er privatkundechef i Danske Bank, siger i en skriftlig kommentar, at der er tale om en ’unik organisation, som gør et helt særligt stykke arbejde’. De har en ’anden profil end den typiske bankrelation’.
»Derfor skal der tages nogle særlige skridt for at sikre, at Hus Forbi og lovgivningen passer sammen«.
»Vi har valgt at gå meget konstruktivt til værks og forlænge den midlertidige løsning, for det kræver lidt tid til dialog og samarbejde at finde en løsning«, lyder det.
ritzau


























