En 36-årig kvinde måtte mandag i Retten i Roskilde forklare detaljeret om sit liv, sin familie, sin religion, sin vennekreds, sine fotos på Facebook og sine politiske holdninger til konflikten i Mellemøsten for at forsvare sig mod en tiltale for at have billiget terror.
Kvinden havde kl. 11.20 lørdag 7. oktober 2023 åbnet sin telefon, kigget på Facebook, hvor et opslag fra Ekstra Bladet var dukket op med to sætninger: »Israel angrebet med missiler« og »dele af Israel ramt af palæstinensiske missiler«.




























