Artiklen er opdateret kl. 16.22.
Politiet delte onsdag formiddag et foto af en blødende mand med gaffatape viklet om hovedet i et forsøg på at få navn på manden, der angiveligt har været offer for en grov kidnapning i bandemiljøet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Omkring seks timer efter at den oprindelige efterlysning blev delt, oplyser politiet, at manden er blevet identificeret. Efterlysningen førte til, at politiet fik oplysninger om, hvem manden kunne være og opsøgte hans adresse på Sjælland. Der bekræftede pårørende, at identiteten på manden stemmer overens med ham på det offentliggjorte foto. Politiet skal nu afhøre manden.
Billedet, som politiet delte, stammer fra en video, som politiet har fundet på en mistænkt gerningsmands telefon. På optagelsen udsættes manden for vold og trusler. Det var retten, der gav politiet tilladelse, fremgår det af politiets første pressemeddelelse.
»Det er afgørende for efterforskningen, at vi får mulighed for at afhøre manden omkring hændelsesforløbet«, udtaler politikommissær Michael Andreassen.
Manden har det efter omstændighederne godt.
Videoen blev optaget i Jystrup på Midtsjælland 9. september sidste år. Landsbyen ligger få kilometer fra Osted, hvor en mand syv dage senere blev set blive tvunget ind i en bil. I sagen er i alt 10 mænd fra bandemiljøet sigtet, oplyser politiet.
ritzau



























