Om man er på cykel, i bil eller gående, så har det aldrig været så sikkert som nu at færdes på de danske veje.
Det viser Vejdirektoratets foreløbige ulykkestal for 2024.
Selv blandt de unge - der historisk har været overrepræsenteret i statistikkerne over dræbte og tilskadekomne i trafikken - viser tallene, at færre er kommet til skade i trafikken i forhold til gennemsnittet de seneste fem år.
Udviklingen er kommet inden for de seneste par år, fortæller afdelingsleder i Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen.
»Så det er for alvor interessant at følge den og finde ud af, hvad det er for nogle ulykker, de unge ikke længere kommer i, og undersøge, hvilken adfærd ungegruppen har ændret«, siger hun.
De foreløbige ulykkestal viser, at antallet af tilskadekomne mellem 18 og 24 år i de første ni måneder af 2024 var 27 procent lavere end gennemsnittet for de fem seneste år.
Helt konkret kom 257 til skade eller blev dræbt i aldersgruppen i trafikken i 2024.
Modsat kom i gennemsnit 354 unge årligt til skade eller mistede livet i årets første tre kvartaler i perioden fra 2019 til 2023.
Helt overordnet indikerer statistikken, at færre blev dræbt eller kom til skade i trafikken i 2024 end tidligere år.
I alt mistede 145 personer livet sidste år, hvilket er det næstlaveste antal nogensinde.
Kun i 2021, hvor landet var påvirket af coronarestriktioner, blev færre dræbt. Her mistede 130 personer livet i trafikken.
Tallene for 2024 vil dog først være endeligt opgjort i juni.
Selv om det er positivt, er det stadig 145 mistede liv for meget, lyder det fra Marianne Foldberg Steffensen.
Udviklingen kan skyldes, at bilisterne generelt har sænket hastigheden blandt andet grundet stigende priser på brændstof og bevidstheden om egen og andres trafiksikkerhed, fortæller hun.
Det samme kan gøre sig gældende for de unge.
»Det er klart, at når benzin og diesel er dyrt, så slår det virkelig godt igennem hos de unge, som jo har færre penge end den ældre generation, siger Marianne Foldberg Steffensen.
Hvad der præcis ligger til grund for udviklingen blandt de 18 til 24-årige, kan hun dog ikke sige noget om endnu.
»Det er noget af det, vi skal bruge det næste stykke tid på at dykke ned i.
Hos Rådet for Sikker Trafik har man gennem flere år sat ekstra ind over for de unge med kampagner. Og selv om de unge er blevet mere sikre i trafikken, skal der fortsat være fokus på gruppen.
Det fortæller Jakob Bøving Arendt, der er administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik, i en skriftlig kommentar.
»Vi har tidligere set, at når man fjernede fokus fra et område eller lempede reglerne, så steg ulykkerne igen«, siger han:
»Så hvis vi skal fastholde de gode takter, så skal vi fastholde indsatserne og være ambitiøse på de unges vegne, så endnu færre liv bliver slået i stykker, og ikke indføre tiltag, regler eller ordninger, der forringer trafiksikkerheden blandt unge«.
Rådet for Sikker Trafik har indsatser om høj fart, spritkørsel, uopmærksomhed og det at køre fuld på cykel, ligesom man er til stede på skoler og ungdomsuddannelser med oplæg om trafiksikkerhed.
ritzau
fortsæt med at læse


























