Spreder brand sig til nærliggende lager med kunstgødning, kan branden udvikle såkaldte nitrøse gasser.

Brand ved historisk gods kan udvikle giftige gasser

Foto: Benjamin Nørskov
Foto: Benjamin Nørskov
Lyt til artiklen

Østjyllands Brandvæsen er mandag morgen til stede i området ved det historiske Møllerup Gods, da der har udviklet sig brand i en halmlade.

Det oplyser operationschef Carsten Pedersen fra Østjyllands Brandvæsen.

En lastbil var ved at læsse kunstgødning ind i den nyere halmlade, da der udbrød brand i noget halm under køretøjet.

Hvorfor der gik ild i halmen, vides endnu ikke, fortæller brandvæsenet.

Kommer branden i kontakt med kunstgødningen i laden, kan der udvikle sig såkaldte nitrøse gasser.

Gasserne kan virke irriterende i luftvejene og skabe vand i lungerne. Gasserne kan ifølge brandvæsenet være livsfarlige, hvis man kommer i direkte kontakt med røgsøjlen.

»Det er risici, vi gerne vil undgå«, siger operationschef Carsten Pedersen.

Østjyllands Brandvæsen oplyser, at der indtil videre ikke har udviklet sig nitrøse gasser.

»Når gassen dannes, vil vi kunne se, at farven skifter på røgen og bliver kraftigt rødbrun«, siger operationschef Carsten Pedersen.

Det er lykkedes brandvæsenet at forhindre spredning fra halmladen til andre omkringliggende bygninger.

»Branden er ikke 100 procent under kontrol, men vi fastholder indsatsen for at forhindre spredningen«, siger Carsten Pedersen.

Halmladen befinder sig et par hundrede meter fra godsets hovedbygning.

Østjyllands Brandvæsen har ingen meldinger om tilskadekomne. Føreren af lastbilen er ifølge brandvæsenets tilbagemeldinger også okay.

Møllerup Gods fungerer i dag som landbrugs-, jagt- og eventvirksomhed.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her