Er du blandt dem, der har måttet kapitulere og været nødsaget til at trisse hjem under dynen? Så er det ikke så mærkeligt, for influenzasæsonen er over os.
Statens Serum Institut (SSI) melder ud, at antallet af luftvejsinfektioner har ramt over 3.000 tilfælde for første gang denne vinter. Tallet er kun toppen af isbjerget, for det dækker kun over de danskere, der er blevet testet, hvilket er de færreste. Det siger Bolette Søborg, overlæge og sektionsleder ved SSI. Ifølge instituttets overvågning har smittetallet ramt en foreløbig top.



























