Retten i Kolding har afsagt dom i sagen med 60-årig mand fra Vejle, der tjente på at være mellemmand.

Mand fra minkbranchen hvidvaskede sorte millioner

Foto: Marius Renner
Foto: Marius Renner
Lyt til artiklen

En mand fra Vejle har torsdag fået konfiskeret 317.000 kroner, som han tjente, da han medvirkede til hvidvask af flere millioner kroner i forbindelse med køb af minkskind.

Seks måneder af straffen på fængsel i halvandet år skal afsones, har Retten i Kolding i en dom bestemt. Resten er gjort betinget.

Den 60-årige mand tilstod i et retsmøde i sidste uge, at han var en slags mellemmand, da der blev hvidvasket mere end seks millioner kroner.

Han formidlede køb af skind, som blev betalt med sorte penge i kontanter. Manden arbejdede ikke gratis. Han fik kommission, som løb op i de 317.000 kroner. Og det er netop denne fortjeneste, som han skal aflevere i statskassen.

Den 60-årige var på den forkerte side af loven fra 2021 og frem til sommeren august sidste år. Han vidste, at kontanterne stammede fra kriminalitet.

Afgørelsen indgår i et større sagskompleks, hvor betjente fra National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, slog til med en stribe anholdelser i oktober sidste år.

Adskillige personer fra minkbranchen var blandt de anholdte, og heriblandt også den 60-årige.

En minkavler fra Fyn ventes også at tilstå, oplyser TV 2 Fyn.

Kompleksets hovedperson er en 43-årig mand fra Risskov. I marts ventes han i et retsmøde at tilstå både narkokriminalitet og hvidvask.

Ifølge NSK’s oplæg til retsmødet var han medansvarlig, da en mand kom til lufthavnen i Kastrup med 14 kilo kokain gemt i 13 vinflasker.

Også hash-transporter med næsten 800 kilo skal den sigtede have været involveret i.

Rollen var at håndtere den økonomiske side af smuglerierne. Han stod for ’indsamling, konverteringen og distribuering af provenuet’, hedder det i politiets retsmødebegæring.

Og så skal han desuden have haft kontakt til en række mænd fra minkbranchen, der var villige til at hvidvaske narkomillioner ved handler med minkskind. Også på anden måde blev penge vasket hvide. Beløbet kom op 32,6 millioner kroner, fremgår det.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her