Nye droner er på vej til Forsvaret, som i årevis har manglet en afløser for de aldrende droner, som Danmark i dag råder over. Indkøbet har været længe undervejs, og forløbet har været præget af regnefejl og udbud, som gik om.
De nye Jump-20-droner skal forbedre hærens mulighed for overvågning og at indhente efterretninger, og typen er blandt andet valgt, fordi den kan lette og lande lodret. Det fremgår af en pressemeddelelse.
»Vi skriver (fredag, red.) under på den første ordre af nye droner, men med denne aftale har vi sikret, at vi kan anskaffe yderligere droner, hvis behovet opstår«.
»Vi er sikret, at de droner, vi anskaffer, også i fremtiden, er helt i front i forhold til den teknologiske udvikling«, siger generalløjtnant Per Pugholm Olsen, chef for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvor mange droner der er tale om, hvad de koster, eller hvornår de er operative. Ritzau har forsøgt at kontakte FMI uden held.
Den politiske beslutning om at anskaffe nye droner til afløsning af Puma-dronerne fra 2012 blev taget helt tilbage i 2018.
Men forløbet med indkøbet har været præget af udbud, der er gået om flere gange, leverandørklager og større regnefejl begået FMI. Det har TV 2 tidligere beskrevet, ligesom tv-stationen også skrev, at der er tale om ni droner.
ritzau




























