Endnu et kapitel til diskussionen om forholdet mellem Danmark og Grønland blev skrevet søndag aften, hvor DR havde premiere på dokumentarfilmen ’Grønlands hvide guld’. I dokumentaren fremføres det, at Danmark har haft en omsætning på 400 milliarder i nutidskroner over en godt 130-årig periode fra en mine i Sydgrønland.
Flere grønlandske politikere, blandt andre regeringschef Múte B. Egede (IA), var hurtig ude med en reaktion på beløbet og et budskab om, at dokumentaren bekræfter Danmarks udnyttelse af Grønland gennem tiderne.




























