En ’bjørnetjeneste’ defineres i sin oprindelige betydning som en velmenende handling, som gør mere skade end gavn. Begrebet udspringer fra den franske digter Jean la Fontaines fabel fra det 17. århundrede om bjørnen, som kom til at slå sin sovende herre ihjel, da den ville jage en flue på hans pande væk.
Trivselskommissionens formand, Rasmus Meyer, nikker til, at bjørnetjenesten er en illustrativ betegnelse for, hvordan vi har diskuteret og håndteret trivselsspørgsmålet i den generation, der nyligst havde en plysbjørn tæt inde på livet.


























