Nogle guldsmykker, som blev beslaglagt hos et medlem af rockerklubben Bandidos, er blevet væk hos politiet.
Betjente tog smykker og en række andre ting med sig, da de sidste år ransagede hos manden.
Men beslaglæggelsen var kun i orden for nogle af genstandene. I december bestemte Østre Landsret, at politiet skulle udlevere smykkerne samt flere forskellige stykker tøj, herunder caps.
For politiet har det ikke været noget problem at finde tøjet og at returnere det.
Men de to manchetter af guld samt et vedhæng af guld er blevet væk i politiets varetægt. Det oplyser mandens advokat, Ulrik Sjølin.
»Jeg er overrasket over, at man hos politiets specialafdeling ikke er i stand til at håndtere denne slags sager på en betryggende måde«, siger han.
Politiet: Det er hos politiafdelingen NSK, som er blevet kaldt Danmarks svar på FBI, at smykkerne er bortkommet.
National Enhed for Særlig Kriminalitet beklager, at smykkerne er bortkommet, fremgår det af en kortfattet mail til Ritzau.
Ransagningen skete, da NSK havde udstedt et foreløbigt forbud mod Bandidos. I en langvarig retssag ved Retten i Helsingør skal det afklares, om forbuddet er lovligt i forhold til Grundloven.
Brevet fra NSK om, at rockerens guld er blevet væk, modtog advokaten i tirsdags.
Samtidig anmodede NSK om et eventuelt erstatningskrav, og det overvejer advokaten nu.
»Set i sammenhæng med, at politiet tog disse ting i den tro, at man kunne beholde dem, ser det endnu mere forkert ud«, bemærker advokat Ulrik Sjølin.
Han mener, at NSK bør undersøge bortkomsten nøjere. Men om det vil ske, kan Ritzau ikke umiddelbart få svar på.
»Vi har ingen yderligere kommentarer til politiets generelle håndtering af koster«, står der i mailen.
ritzau
fortsæt med at læse


























