Beskæftigelsen steg igen i december. I hele 2024 er der kommet 34.400 flere lønmodtagere i Danmark.

Beskæftigelsen fortsætter i vejret og slår rekord

Arkiv Jesper Houborg
Arkiv Jesper Houborg
Lyt til artiklen

Beskæftigelsen i Danmark fortsætter op, og i december steg antallet af lønmodtagere med 4600 personer.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Dermed havde 3.040.100 personer et lønmodtagerjob i december. Det er rekordmange.

I hele 2024 steg beskæftigelsen således med 34.400 personer. Det svarer til en stigning på 1,1 procent.

Ifølge Jeppe Juul Borre, som er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, har det danske arbejdsmarked præsteret en kraftpræstation i 2024.

»Beskæftigelsen stormer simpelthen frem uden at se sig tilbage. Og vi forventer, at der er flere beskæftigelsesrekorder i vente«, skriver han i en kommentar til tallene.

Stigningen i december dækker over, at antallet af lønmodtagere i virksomheder og organisationer er steget med 4700. Her er der primært tale om ansatte i private virksomheder.

Inden for offentlig forvaltning og service er antallet af lønmodtagere faldet med 100 personer i december.

Samtidig med at beskæftigelsen gang på gang har sat rekord, er ledigheden også faldet.

Fra december til januar faldt antallet af fuldtidsledige med 1200 personer. Det viste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering torsdag.

De ledige udgør fortsat 2,9 procent af arbejdsstyrken.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her