Kolding Kommune anslår, at ændringer på ægtepars grund har betydet værdistigning på 1,5 millioner kroner.

Ægtepar nægter groft hærværk for at skaffe bedre udsigt

Lyt til artiklen

Et ægtepar fra Kolding-området afviser at have fjernet et beskyttet moseområde, der grænser op til parrets bolig.

Parret er ved Retten i Kolding tiltalt for at omdanne et 1.800 kvadratmeter stort naturområde i forlængelse af parrets have til sø og græsplæne.

Men parret afviser anklagen om groft hærværk og brud på naturbeskyttelsesloven.

Parret købte ejendommen i 2019, men flyttede først ind i 2022.

I den mellemliggende tid havde de fået foretaget en tilbygning til stuehuset, som kommunen havde givet tilladelse til.

Den mandlige halvdel af ægteparret forklarer, at han reetablerede haven, efter at håndværkerne var færdige.

»Anlagde du en lidt større græsplæne?«, vil specialanklager Søs Bløcher vide.

»Om jeg anlagde? Jeg har reetableret den græsplæne, der var i forvejen«, lyder det kontante svar.

»Jeg skal ikke kunne sige, om der er blæst nogle græsfrø længere væk«, tilføjer manden.

For mig at se var det noget sivværk

Anklageren spørger, om manden er bekendt med, at der er fjernet et moseområde med karakter af hængesæk, som er en særligt beskyttet naturtype.

»Det kender jeg ikke noget til. For mig at se har der stået noget sivværk dernede«, forklarer han.

Ægteparret forklarer, at der er udjævnet noget jord og fjernet ”noget siv og noget pil”.

Men pilen var af en invasiv art og blev fjernet på kommunens opfordring, hævder kvinden.

Under retsmødet nærstuderes luftfotos af ejendommen fra henholdsvis foråret 2021 og foråret 2022.

Anklager Søs Bløcher spørger kvinden om forandringerne er blevet foretaget for at give parret en bedre udsigt over den nærliggende sø.

»Nej, for vi havde jo udsigt i forvejen«, lyder det fra den kvindelige tiltalte.

Ifølge en vurdering, som Kolding Kommune har fået foretaget, er værdien af ejendommen steget 1,5 millioner kroner efter ændringerne på grunden.

Men det er ifølge den kvindelige boligejer et naturligt udtryk for de investeringer, som parret har foretaget i ejendommen.

Det var Kolding Kommune, der i 2023 anmeldte parret til politiet. Det har haft store konsekvenser for parret, forklarer kvinden.

»Der har stået journalister i vores have, og der er fløjet droner hen over huset. Det har på ingen måde været sjovt at stå i«, siger den tiltalte, mens hun tørrer en tåre væk fra øjenkrogen.

Anklagemyndigheden kræver ægteparret idømt fængselsstraf. Fire vidner skal afgive forklaring i sagen, som retten har afsat mandag til at behandle.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her