Søndag ved middagstid er strømmen gået i et område på Vesterbro i København. Strømsvigtet har også ramt Københavns Hovedbanegård.
Det skriver TV 2 Kosmopol.
Selv om Hovedbanegården er ramt af strømsvigt, påvirker det ikke togtrafikken, oplyser Gregers Pind Lohse, der er pressemedarbejder hos DSB.
Det skyldes, at togdriften og strømmen på Hovedbanegården kører på to forskellige systemer.
»Der kan dog være problemer med at købe billetter gennem vores billetautomater og med at tjekke ind med rejsekort på Hovedbanegården«, siger Gregers Pind Lohse.
DSB henviser derfor til, at man køber billetter via DSB’s app eller på dsb.dk, hvis man skal med tog fra Hovedbanegården.
Radius, der driver elnettet i området, oplyser på sin hjemmeside, at strømsvigtet skyldes en driftsfejl.
121 kunder er blevet ramt, lyder det videre.
Radius venter, at strømmen vender tilbage omkring klokken 15
ritzau




























