Et område på Vesterbro i København har det meste af søndagen været ramt af strømsvigt.
Nedbruddet har også ramt Københavns Hovedbanegård.
Det skriver TV 2 Kosmopol.
Strømsvigtet har ifølge mediet resulteret i, at flere butikker på stationen har været mørklagt næsten hele søndagen.
Selv om Hovedbanegården er ramt af strømsvigt, påvirker det ikke togtrafikken, oplyser Gregers Pind Lohse, der er pressemedarbejder hos DSB.
Det skyldes, at togdriften og strømmen på Hovedbanegården kører på to forskellige systemer.
»Der kan dog være problemer med at købe billetter gennem vores billetautomater og med at tjekke ind med rejsekort på Hovedbanegården«, siger Gregers Pind Lohse.
DSB henviser derfor til, at man køber billetter via DSB’s app eller på dsb.dk, hvis man skal med tog fra Hovedbanegården.
Radius, der driver elnettet i området, oplyser på sin hjemmeside, at strømsvigtet har varet fra klokken 6.35 søndag morgen.
Problemet er endnu ikke udbedret, og i den nyeste opdatering lyder det, at fejlen først forventes løst omkring klokken 23.00 i aften.
Selskabet har i løbet af dagen rykket tidspunktet af flere omgange. Først lød det at fejlen ville være udbedret klokken 12.45, så lød det forventede tidspunkt på klokken 15.00, klokken 18.00 og klokken 20.00.
Og nu er det altså endnu en gang udskudt.
Af hjemmesiden fremgår det, at nedbruddet skyldes en driftsfejl, og at 121 kunder er berørt af problemet.
ritzau
fortsæt med at læse




























