En 53-årig mand, der tidligere er dømt for knivdrab, idømmes ved Retten i Aarhus forvaring for voldeligt overfald med støvsugerrør.
Dennis Jørgensen blev tidligere fredag fundet skyldig i grov vold mod en 43-årig mand, der blev overfaldet og tæsket med et støvsugerrør i sit hjem i Tilst.
Offeret pådrog sig adskillige læsioner og flænger i hovedet og på kroppen.
Den tiltalte blev også fundet skyldig i at have truet et vidne i sagen ved at have sagt, at han ’ville slå hende ihjel, hvis hun meldte det til politiet’.
Specialanklager Lisbeth Weiss Petersen krævede den tiltalte idømt forvaring, der er en foranstaltning på ubestemt tid for personer, der skønnes at være særligt farlige.
Det skete blandt andet med henvisning til, at den 53-årige i 2010 blev idømt 12 års fængsel for at have stukket en mand ihjel i Aarhus.
ritzau




























