En overgravet gasledning på Langesøvej i Kastrup har resulteret i en evakuering af fire boligopgange.

Flere opgange i Kastrup evakueres efter overrevet gasledning

Lyt til artiklen

Langesøvej i Kastrup på Amager er blevet afspærret, og fire opgange er evakueret på grund af en overrevet stikledning til gas.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnicksen.

Gasledningen blev revet over i forbindelse med et gravearbejde på vejen.

Københavns Politi modtog anmeldelsen klokken 13.14.

»Brandvæsenet har tilkaldt gasforsyningsselskabet Evida, der er på vej til adressen for at slukke for gassen«, siger vagtchefen.

Så snart der bliver lukket for gassen, ’skal der luftes ud, og så er det fint igen’, lyder det fra vagtchefen.

I alt er fire opgange blevet evakueret.

Politiet har dog afspærret hele Langesøvej for at undgå, at folk kommer for tæt på gassen.

Der er ikke fare for øvrige borgere, men hvis man lugter gas, bør man søge længere væk, oplyser vagtchefen.

Tårnby Gymnasium ligger tæt på Langesøvej, men vurderingen er, at gassen bliver fortyndet i en grad, så der ikke er nogen fare på gymnasiets område, lyder det.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her