Artiklen er opdateret onsdag kl. 20.17, efter at manden er blevet varetægtsfængslet.
En 32-årig mand, der blev anholdt i Ribe natten til onsdag, er sigtet for at have dræbt en 42-årig polsk statsborger, som blev fundet død søndag morgen i et grønt område i Københoved i Vejen Kommune, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse, efter at den 32-årige er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør onsdag ved Retten i Esbjerg.
Den 32-årige er sigtet for i forening »med en eller flere medgerningspersoner at have dræbt« den 42-årige. Derudover er han sigtet for usømmelig omgang med lig. Han nægter sig skyldig i begge dele, oplyser hans forsvarer Birgit Østergaard Nielsen ifølge Ekstra Bladet.
Siden anmeldelsen om drabet søndag har politiet »haft en massiv og koordineret operativ og efterforskningsmæssig indsats«, lyder det i meddelelsen. Den indsats er fortsat i gang, da politiet formoder, at flere gerningspersoner har været involveret i drabet.
I forbindelse med efterforskningen har politiet været til steder på forskellige adresser, og er det fortsat. Det er adresser i Lindknud, Vejen, Rødding og Esbjerg.
Politiet var i begyndelsen af ugen til stede i Lindknud. Onsdag er kriminalteknikere og politifolk til stede i et område ved Askevej i Vejen og en adresse på Sommerlyst i Rødding.
»Politiet ransager på stederne og sikrer eventuelle spor, da efterforskningen har vist, at stederne kan have relation til drabssagen«, skriver politiet.
Politiet forventer at foretage yderligere undersøgelser i Vejen torsdag, hvorfor der i den forbindelse kan være mindre afspærringer.
Vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Brian Skovrup Christensen takker borgerne for forståelse i forbindelse med afspærringer. Derudover efterlyser han oplysninger og videoovervågning fra borgere.
»Det er afgørende, at vi får den betydningsfulde hjælp fra borgerne, når vi beder om det. Det er oplysninger, som kan være relevante i forhold til vores efterforskning af drabssagen«, siger han i meddelelsen.
ritzau
fortsæt med at læse



























