En video med grov behandling af et pindsvin er blevet delt på de sociale medier, oplyser politiet fredag morgen.
På videoen ses personer i Løgumkloster sparke rundt med dyret, fremgår det af politiets opslag på X.
Syd- og Sønderjyllands Politi har modtaget anmeldelse om sagen fredag morgen, og politiet har straks sat en efterforskning i gang, fremgår det.
Umiddelbart ønsker politiet ikke at oplyse, præcis hvor offentliggørelsen af videoen er sket.
Man har heller ikke i første omgang angivet nærmere om personerne på optagelsen. Om de for eksempel er unge eller ældre.
ritzau



























