Fire mænd er i denne uge blevet idømt lange fængselsstraffe i forbindelse med håndtering af 90 kilo amfetamin, som blev produceret af tilrejsende polakker i et sommerhus i Ringsted.
Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, i en pressemeddelelse.
Den seneste dom er afsagt fredag af Retten i Roskilde. De fire, der alle er i 30’erne, har ved retsmøder i Roskilde tilstået og har derfor fået nedsat straffen.
To har fået domme på fængsel i 11 år, en er straffet med fængsel i 11 år og ti måneder, mens den fjerde har fået fængsel i 14 år.
Den store mængde amfetamin blev som nævnt fremstillet i et sommerhus, og arbejdet stod tilrejsende polakker for.
I dommen på 14 år til Rasmus Babiarz Hansen indgår også besiddelse af en pistol.
Det var ham, der organiserede polakkernes rejse til Ringsted, og han stod også for instruktionen af dem, har anklager Tine Graakjær fra NSK oplyst.
De øvrige dømte er Andreas Mejer Johansen, Jacob Mynchau og Zain Cole Klausner.
Sidstnævnte har på stedet anket til Østre Landsret, fordi han ønsker en kortere straf.
Kriminaliteten er afsløret af beskeder på krypteret kommunikation, og den foregik tilbage i 2020.
De personer, der stod for indsatsen i sommerhuset, har politiet ikke opsporet.
ritzau




























