En kvinde sigtes for grov vold, efter at en mand mandag blev påkørt på Mors. Mandens tilstand er kritisk.

29-årig kvinde sigtes for bevidst at påkøre 51-årig mand

Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 19.00

En 29-årig kvinde er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger - sigtet for bevidst at køre ind i en 51-årig mand.

Det skriver TV Midtvest, efter at kvinden er blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro.

I tirsdagens grundlovsforhør kom det frem, at den 51-årige pådrog sig blødninger i hjernen og flere knoglebrud, skriver TV Midtvest.

Dommeren besluttede at holde retsmødet bag lukkede døre.

Politiet i Thisted har tidligere oplyst, at manden blev fløjet til Aalborg Universitetshospital og var i kritisk tilstand. Episoden fandt sted mandag aften på Mors.

TV Midtvest skriver, at den 29-årige er sigtet for grov vold, da hun på ’særlig rå, farlig og brutal måde skulle have accelereret bilen og kørt ind i offeret’.

Mediet skriver, at det fremgik af sigtelsen, at kvinden tidligere er dømt for vold.

Det er endnu uvist, hvordan den 29-årige kvinde forholder sig til sigtelsen.

De nærmeste pårørende er underrettet, oplyser politiet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her