Da en 33-årig mand dukkede op i en lejlighed på Frederiksberg 13. januar 2024 med en kniv, var det med hensigt om at stikke en dengang 15-årig dreng.
Men i stedet stak drengen, hvilket nær havde kostet den 33-årige livet.
Den 15-årige stak ham først i venstre side af brystet og efterfølgende tre gange i ryggen med en anden kniv, inden han forlod lejligheden.
Men den i dag 16-årige dreng skal ikke straffes. Det fastslår Retten på Frederiksberg i en dom, der blev afsagt for nylig, og nu ligger klar på skrift.
Dokumentet fylder 87 sider, og det vidner om en kompleks sag. Både drengen og manden var tiltalt, og selv om drengen egentlig har begået drabsforsøg straffes han ikke.
Det skyldes straffelovens bestemmelse om nødværge.
Retten lægger blandt andet vægt på, at den 33-årige havde indledt et angreb på drengen med kniv, og at drengen ikke kunne undslippe det værelse, hvor han befandt sig.
Det gælder dog kun det første knivstik. For da drengen efterfølgende stak manden tre gange i ryggen med en anden kniv, overskred han grænsen for nødværge.
Alligevel finder et flertal på to ud af tre voterende i retten, at drengen også er straffri for de knivstik.
Det er han, fordi de var ’rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse’. Den sidste dommer mente derimod, at han kunne straffes for de knivstik.
Alvorlige forbrydelser mod drengen
Ifølge retten havde den 33-årige selv medbragt en kniv til lejligheden, da episoden fandt sted, og han havde til hensigt at udsætte drengen for grov vold. Det skete dog ikke, da drengen stak ham.
Manden havde forud for knivstikkeriet begået alvorlige forbrydelser mod drengen.
Det fremgår af dommen, hvor han idømmes to år og seks måneders fængsel som en tillægsstraf til en tidligere dom.
I tre tilfælde forsøgte han i 2023 at udføre oralsex på drengen, der var fyldt 15 år. Han er derfor skyldig i forsøg på voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
Han er også skyldig i frihedsberøvelse, vold og trusler.
Omkring 18. september 2023 kidnappede den 33-årige sammen med flere ukendte medgerningsmænd drengen i Valby. Han slog drengen og truede ham ned en kniv.
Drengen blev kørt rundt i en bil, mens den 33-årige flere gange slog drengen og truede med at slå ham ihjel, inden han blev sat fri.
Den i dag 16-årige dreng slipper dog ikke helt for straf. På et stisystem i Rødovre tvang han i april 2024 en person til at udlevere sin knallert og kørte afsted med den.
Han idømmes tre måneders betinget fængsel. En straf som i udgangspunktet ikke skal afsones.
Begge nægtede sig skyldige i sagen og ønskede at blive frifundet.
Drengen vil ikke anke dommen, oplyser hans forsvarer, Daniel Rosenkilde Larsen. Den 33-åriges forsvarer, Rolf Gregersen, fortæller, at han endnu ikke endeligt har afklaret, om han vil anke.
Også anklagemyndigheden har fortsat et par dage til at beslutte, om den vil anke dommen.
ritzau




























