Et lovforslag om omvendt fodlænke er endeligt vedtaget. Fodlænken skal stoppe stalking og partnervold.

Lov om omvendt fodlænke vedtages i kampen mod partnervold

Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Lyt til artiklen

Nu skal en forsøgsordning med omvendt fodlænke iværksættes. Det sker efter en endelig vedtagelse af lovforslaget ved en afstemning i Folketingssalen. Den omvendte fodlænke skal blandt andet bruges til at styrke kontrollen i sager om stalking og partnervold.

I lovforslagsteksten lyder det, at en person kan pålægges at bære fodlænken som et supplement til et opholdsforbud. Fodlænken skal fungere på den måde, at den registrerer personens færden, og på den måde kan det overvåges, om opholdsforbuddet respekteres.

Forslaget er stillet af Justitsministeriet, der foreslår, at ordningen træder i kraft fra 1. juli 2025. Samtlige partier i Folketinget har stemt for vedtagelse af forslaget, der stammer fra et beslutningsforslag, som Socialistisk Folkeparti (SF) fremsatte i 2023.

Og i SF er man glad for vedtagelsen, men man er ikke ubetinget begejstret. Ifølge retsordfører i partiet, Karina Lorentzen, lægger regeringen nemlig op til kun at indføre forsøgsordningen i tre af landets politikredse: Københavns, Nordsjællands og Københavns Vestegn.

»Jeg forstår ikke, hvorfor postnummeret skal definere din tryghed. Ordningen har fungeret i Norge siden 2013, og den er velafprøvet. Det bør være de mest truede ofre, der får fodlænkebeskyttelsen«, lyder det i et skriftligt svar til Ritzau.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her