Med hundredvis af arrangementer fordelt på Folkemødets tre dage kan det virke umuligt at vælge. Fem kendte gæster giver dig deres anbefalinger til årets program.

Fem kendte anbefaler: Bertel Haarder inviterer til urpremiere på sine to protestsange mod Donald Trump

Bertel Haarder og Søren Pind har før sunget på Folkemødet 
- her i 2023. Foto: Finn Frandsen
Bertel Haarder og Søren Pind har før sunget på Folkemødet - her i 2023. Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Med flere tusinde arrangementer over de tre dage, Folkemødet varer, kan det være noget af et detektivarbejde at finde de debatter og begivenheder, man brænder allermest for.

Men fortvivl ej – hjælpen er på vej.

Politikens debatredaktion har spurgt fem kyndige Folkemødet-gæster, hvad de synes, du bør opleve, mens du er på solskinsøen.

Bertel Haarder, tidl. politiker

»Jeg vil anbefale, at man går efter det kulturelle og det festlige, hvor man mærker fællesskabet, og fravælger ... nej, jeg vil ikke sige, hvad jeg fravælger.

Jeg vil tillade mig at sige noget, jeg selv er med til: Fællessang, hvor Søren Pind og jeg synger for.

Søren Pind er en fremragende og meget underholdende sanger. Til gengæld er han ret uorganiseret og kan ikke lave sanghæfter – men det laver jeg så.

Og der er en hel del af mine egne sange med: Der er urpremiere på mine to protestsange mod Donald Trump. Jeg har skrevet en ny tekst til Bob Dylans ’The Times They Are A-Changin’-melodi, og den er hård mod Trump og oligarkerne. Jeg er blevet protestsanger på mine gamle dage«.

Tid og sted: ’Fællessang med Bertel Haarder og Søren Pind’. 14. juni kl. 15.00. D11 - Venstres have.

Natasja Crone, journalist

»Meget af mit fokus på Folkemødet og i mit arbejde er, hvordan man agerer i en verden i opbrud, geopolitisk og med Trump og Putin. Så jeg vil også nå en pause og noget, der slet ikke handler om det.

Det ene er i den åndelige afdeling med en samtale mellem en præst og en kendt dansker. Det andet er ekstremt konkret med brødrene Lund Madsen om tandlægeskræk. Det er to gode afbræk«.

Tid og sted: Skriftestolen – de syv dødssynder. 12. juni kl. 10.30. C12 - folkekirken. Og Farvel og tak tandlægeskræk’ med Anders og Peter Lund Madsen 12. juni kl. 12.30. J30 - Tandteltet.

Helin Erdem, satiriker og vært

»Jeg vil anbefale fotoudstillingen med 18 portrætter af folk med grønlandske rødder, der bor i Danmark. Det kurdiske i mig ræsonnerer meget med den grønlandske fortælling. Et undertrykt folk, der har brug for at få taletid og anerkendelse.

Vi har så mange fordomme i Danmark. Vi skal skabe nye fortællinger og lære at stoppe med at reproducere stereotyper. Dem, der tager på Folkemødet, er klar på at blive inspireret, for man har indstillet sig på at lytte og lære noget nyt.

Alligevel synes jeg godt, at det kan blive kulturelitært og ekskluderende. Jeg ville ønske, at min kusine fra Taastrup havde lyst til at tage færgen derhen. Så jeg tror, at det er godt for gæsterne at få et skud rigtige mennesker og fordybe sig i nogle andre fortællinger end deres egne«.

Tid og sted: ’Siulit - Ancestors’. 12-14. juni. F8 - Folkemødehuset.

Knud Romer, forfatter

»Jeg smider en meget subjektiv anbefaling efter dig: En debat, der handler om, at det er noget lort med ventetiden hos speciallæger: Jo længere ventetiden er, jo større risiko er der for, at du bliver blind. Jeg har jo grøn stær og fik at vide, at der var fire måneders ventetid i det offentlige, og mine synsnerver var ved at gå i stykker som sytråd.

Det, som jeg godt kan lide ved Folkemødet, er, at problematikker, der normalt ikke har særlig stor chance for at få standset trafikken i offentligheden, kan komme til orde«.

Tid og sted: ’Speciallægepraksis i fremtidens sundhedsvæsen’. 13. juni kl. 16.00. K1 - Danmarks Apotekerforening.

Maya Tekeli, journalist

»Jeg kan ikke finde ud af, om det er helt out of touch at tage på Folkemødet, sådan som situationen i verden ser ud lige nu. Det kan føles som et syretrip at gå rundt fra telt til telt og opleve hyggelig-hyggelig-politiker-ask-me-anything.

Samtidig er det vigtigere end nogensinde at mødes og tale sammen.

Måske finder man ud af det ved at forsøge at løse en potentiel fremtidig finanskrise i et escape room? Det kan man jo kun finde ud af ved at tage derhen«.

Tid og sted: ’Finanskrise escape room’. 12. juni kl. 11.00. G9 - Gode Penge.

Rosa Marie Bjerre

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her