En patrulje fra Nordjyllands Politi har mandag aften ramt en mand med et skud i låret i Nørresundby, skriver politikredsen på X. Manden er ikke kommet alvorligt til skade.
Hændelsen fandt sted på Vangen i Nørresundby, og den er angiveligt sket i forbindelse med, at manden truede en politipatrulje med en kniv.
»Dette resulterede i, at patruljen så sig nødsaget til at afgive et skud«, lyder det.
Politiet skriver, at man ikke har yderligere kommentarer.
TV 2 Nord skriver mandag aften, at flere udrykningskøretøjer er set på Limfjordsbroen i forbindelse med en hændelse på Vangen.
Rene Kortegaard, som er vagtchef hos Nordjyllands Politi, oplyser til Nordjyske, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) overtager sagen, og at de skal klarlægge hændelsesforløbet. Det er rutine, at DUP bliver inddraget, når politiet affyrer skud.
ritzau
fortsæt med at læse


























