Statsministeren svarer ja til, hvorvidt hun vil være med til at lempe et dansk forbud mod atomkraft.

Mette Frederiksen er klar til at se på lempelse af atomforbud

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Statsminister Mette Frederiksen (S) ser på muligheden for at lempe reglerne for forbuddet af atomkraft i Danmark med ’åbne øjne’.

Det svarer hun, direkte adspurgt på om hun er klar til at kigge på en lempelse af forbuddet mod atomkraft.

»Ja, jeg synes, vi skal se på det med åbne øjne. Det er bedre, at vi har atomkraft i Europa, end at vi er afhængige af russisk gas«, siger Mette Frederiksen.

Statsministeren forklarer, at ’der er danske virksomheder, der er i gang med at se, om man kan lave nye typer af atomkraft på forskellig vis’.

»Det synes jeg ikke, vi skal stille os imod på nogen måde«, siger hun.

Statsministeren fastslår dog, at vi ikke har haft atomkraft i Danmark, og at det ’tager mange år at bygge, foruden de udfordringer der er omkring affaldet’.

Hun fremhæver desuden behovet for at styrke vedvarende energi ved at sætte endnu flere havvindmøller op.

Atomkraft har i 40 år været forbudt territorie i Danmark.

Folketinget vedtog i 1985, at teknologien ikke måtte indgå i den danske energiplanlægning.

De to øvrige regeringspartier, Moderaterne og Venstre, meldte sig i april klar til at afskaffe forbuddet mod atomkraft i Danmark.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her