I Hørsholm Kommune vil der være et ganske prominent navn på stemmesedlen hos De Konservative.

Joachim Boldsen stiller op til kommunalvalget

Foto: Ole Frederiksen/Ritzau Scanpix
Foto: Ole Frederiksen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den tidligere landsholdsspiller i håndbold Joachim Boldsen stiller op til kommunalvalget 18. november.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

47-årige Boldsen stiller op for De Konservative i Hørsholm Kommune.

Det sker efter opfordring fra den nuværende borgmester, Morten Slotved (K), der fortsat er partiets spidskandidat ved valget.

»Jeg synes, at det kunne være interessant at være med til at præge vores kommune til at blive den bedste i Danmark. Med tre skolebørn - to i folkeskolen og én i gymnasiet - så ligger det jo mig på sinde, hvilke muligheder vi tilbyder vores unge, siger Boldsen til Sjællandske Nyheder.

Efter håndboldkarrieren har Boldsen blandt andet arbejdet som tv-vært og håndboldekspert. Som spiller er han noteret for 186 landskampe og 405 mål fra 1998 til 2008.

På klubniveau spillede han i en række klubber, blandt andet i tyske SG Flensburg-Handewitt og spanske FC Barcelona.

I dag arbejder Boldsen ifølge Sjællandske Nyheder som selvstændig HR-konsulent. Her hjælper han små- og mellemstore virksomheder, og han laver ledelseskurser.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her