Thomas Ahrenkiel bliver ny chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Han tiltræder stillingen 1. september og vender dermed tilbage til den samme stilling, som han bestred fra 2010 til 2015. Han afløser Svend Larsen, der har været fungerende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, siden Lars Findsen blev hjemsendt i 2020 i forbindelse med FE-sagen. Svend Larsen vender tilbage til Justitsministeriet med udgangen af juli.


























