Henrik Sass Larsen er blandt andet tiltalt for at være i besiddelse af overgrebsmateriale med børn.

Sass: Jeg modtog klip med seksuelt overgreb på mig selv

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Henrik Sass Larsen siger i B.T.-podcasten ’Q&CO’, at han ved to lejligheder har modtaget klip, der viser ham blive udsat for seksuelt overgreb.

Den tidligere minister forklarer mere detaljeret, at han først i 2018 på sin folketingsmail fik tilsendt et link til en video, hvor han ser sig selv som tre-årig blive udsat for et seksuelt overgreb af en mand på en grøn sofa.

Tre år senere – i 2021 – siger Henrik Sass Larsen, at han igen modtog en video, denne gang via Snapchat, hvor den 3-årige Henrik Sass Larsen står ved siden af den samme grønne sofa, mens en lille pige blev udsat for et overgreb.

B.T. har ikke set dokumentation for nogen af videoerne, men ifølge Henrik Sass Larsen er videoerne forklaringen på, at han de seneste år har downloadet tusindvis af sekvenser med overgreb mod børn: Henrik Sass Larsen siger, at hensigten har været at undersøge, om der var mere materiale af overgreb mod ham selv og at lede efter gerningsmændene bag overgrebene.

Sass er tiltalt for at være i besiddelse af over 6.200 billeder og 2.200 filmsekvenser med overgrebsmateriale med børn.

Han er derudover tiltalt for at være i besiddelse af en barnedukke konstrueret med et seksuelt formål for øje, ’idet den var opskåret i skridtet og tilknyttet en elektronisk betjening’, lyder det i anklageskriftet.

Han nægter sig skyldig i tiltalen.

Sagen med Sass skal for retten i august. Sass erkender i interviewet, som ifølge B.T. fandt sted 2. juni og varede tre timer, at det var en ’stor fejl’, at han ikke kontaktede politiet og bad dem om at efterforske den påståede overgrebsvideo.

»Det var en dårlig idé«, siger Sass om ikke at kontakte politiet.

Sass var i mange år et fremtrædende medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Han var erhvervs- og vækstminister fra august 2013 til juni 2015, og han var medlem af Folketinget fra 2000 til 2019.

I podcasten læser han dog op fra prologen i en kommende bog. Her beskrives episoden i flere detaljer.

Sass forsøgte at skrive til afsenderne i begge tilfælde. Men det var angiveligt ikke muligt. Der er ifølge Sass ikke lyd på videoener.

B.T. har efterspurgt skærmbilleder eller andet, der kan bevise, at Sass har modtaget videoerne, som han omtaler i interviewet. Det har Sass ikke, oplyser han til mediet.

Sass har i forbindelse med, at det kom frem, at han var tiltalt i sagen, sagt, at han aldrig har gjort et barn fortræd, og at han aldrig kommer til det.

Det er også kommet frem, at han 10. juni selvudgiver en bog. Den får titlen ’Tilbageslag’ og vil ifølge Sass selv fortælle hans version af sagen. B.T. har læst et udkast til bogen, og han læser også et uddrag fra bogen højt i podcasten.

Fra 2018 og flere år frem har Sass ifølge ham selv downloadet overgrebsmateriale med børn fra ét til tre år.

Sass udtaler, at han ikke har set videoerne til ende. Sass har kun set efter sig selv i videoerne, som han ikke har set til ende, siger han. Herefter har Sass slettet videoerne, lyder det fra eksministeren.

»Jeg tænker ikke på, det er kriminelt, men jeg tænker hele tiden på, at det ikke duer. Der er mange gange, hvor jeg lægger det fra mig«, siger Sass og tilføjer:

»Jeg ser ikke mig selv gøre noget kriminelt, jeg ser mig selv lede efter mig selv«.

Sass-sagen så dagens lys i marts og har været et stort samtaleemne, også på Christiansborg, hvor selv statsminister Mette Frederiksen (S) har kommenteret på den og kaldt tiltalen ’alvorlig’.

Sass var en central figur i Frederiksens første tid som formand for Socialdemokratiet og var gruppeformand fra 2015 til 2019, da Socialdemokratiet sad i opposition.

Interviewet med Sass udkommer i fire afsnit i podcasten. De første to afsnit er ude nu, mens der kommer nye afsnit torsdag og fredag.

Ritzau forsøger onsdag at få et interview med Henrik Sass Larsen.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her