Beskæftigelsen fortsætter op og stiger med 5.400 personer i april.
Det skriver Danmarks Statistik.
Der var dermed 3.055.700 lønmodtagere i Danmark i april. Det er endnu en rekord.
Steen Nielsen, som er vicedirektør i Dansk Industri, mener, at den stadigt stigende beskæftigelse vidner om et stærkt arbejdsmarked, hvor der skabes masser af nye job.
»Det er meget imponerende, men det er efterhånden svært at blive overrasket. I de seneste ti år har der i gennemsnit kun været en måned om året, hvor beskæftigelsen ikke er steget«, skriver han i en kommentar.
Fra april i 2024 til april i år er der kommet 35.200 flere lønmodtagere i Danmark. Det svarer til en stigning på 1,2 procent, skriver Danmarks Statistik.
ritzau




























