Klokken var blevet 4 om morgenen en septemberdag for snart to år siden, da en 20-årig mand var på vej hjem fra en bytur i indre København sammen med sin kammerat. Ud for LA Tequila Bar kom hans ven i snak med nogle piger, mens den unge mand selv gik ind ned i en kælderbutik for at købe en pizzaslice.
Der opstod uro, da pigernes kærester kom ud. Dørmændene bad et par politifolk om hjælp til at dæmpe gemytterne, og de to betjente valgte at trække den 20-årige, der var kommet op med sin pizza i hånden, og hans kammerat til side.




























