Ny lovgivning i USA kan potentielt give udfordringer for vindprojekter, og det giver et fald i Vestas-aktien.

Vestas-aktie lukker i rødt efter amerikanske benspænd

Lyt til artiklen

Detaljer om et amerikansk lovforslag sørger mandag for en dag i rødt for Vestas-aktien, der ved børsluk falder med knap otte procent.

Udkastet til lovforslaget blev læst op i Senatet i weekenden, og bliver forslaget til virkelighed, vil det få konsekvenser for vindindustrien i USA.

Det amerikanske lovforslag vil betyde, at tilskud til opførelse af vindparker i USA vil udløbe i 2027. Vestas kan derfor blive ramt af det amerikanske benspænd.

Det samme kan energiselskabet Ørsted, som mandag så sin aktie faldt med 3,7 procent.

Konkret risikerer vind- og solprojekter i USA at blive pålagt yderligere skat fra 2027.

De faktorer har aktionærerne reageret på under mandagens marked.

Markedet reagerede på udviklingen i USA allerede fra formiddagstimerne mandag, hvor Vestas-aktien var faldet med seks procent ved middagstid.

Udkastet til lovforslaget er af USA’s præsident, Donald Trump, blevet kaldt ’Big, Beautiful Bill’

Lovpakken blev lørdag amerikansk tid stemt igennem i en indledende afstemning i Senatet i USA.

Ifølge AP skete det med et snævert flertal i form af 51 stemmer for og 49 stemmer imod.

Dermed skal lovforslaget debatteres i Senatet, hvorefter en afstemning ventes at finde sted tidligst mandag amerikansk tid.

Hvis lovpakken ender med at få endeligt grønt lys i Senatet, vil den blive sendt videre til Repræsentanternes Hus. Her skal der stemmes om den en sidste gang, inden den kan ryge videre til Trump i Det Hvide Hus til godkendelse.

Hver gang, lovpakken behandles i henholdsvis Senatet og Repræsentanternes Hus, kan der blive ændret i teksten.

Eksempelvis adskiller det nyeste udkast sig flere steder fra et udkast, som i maj blev stemt igennem i Repræsentanternes Hus.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her