Naturbranden i Skagen er ifølge flere medier genopblusset, efter at den tidligere blev meldt under kontrol.

Forstærkninger kaldes til naturbrand i Skagen

Der arbejdes fortsat med slukningsarbejdet efter en naturbrand i Skagen Klitplantage.  Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Der arbejdes fortsat med slukningsarbejdet efter en naturbrand i Skagen Klitplantage. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Nordjyllands Beredskab beder om ekstra assistance i form af sprøjter og tankvogne til at hjælpe med at bekæmpe plantagebranden i Skagen.

Det fremgår af et opslag på det sociale medie X.

Ifølge beredskabets opslag er der tilkaldt assistance fra stationerne i Dronninglund, Hals og Aabybro.

TV 2 Nord og DR skriver, at der tilkaldes ekstra forstærkninger, fordi branden angiveligt er blusset op igen.

Tidligere blev branden, der har hærget siden mandag eftermiddag, ellers meldt under kontrol.

Omkring 70 brandfolk har arbejdet natten igennem med at inddæmme og bekæmpe flammerne i Skagen Klitplantage.

Indsatsleder Klavs Bojsen fra Nordjyllands Beredskab oplyste tirsdag morgen til Ritzau, at beredskabet var ’lykkedes med den slukningsplan, vi havde lagt’.

Han vurderede, at branden formentlig først ville være helt slukket i løbet af tirsdag.

Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget branden i Skagen.

Den nordjyske by har ekstra mange feriegæster i denne uge, der er kendt for at være den mest populære ferieuge i Skagen.

Ingen er kommet noget til i forbindelse med den omfattende brand.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her