Det vakte stor opsigt, da det onsdag kom frem, at en 27-årig studentermedhjælper i Københavns Kommune var blevet sigtet og efterfølgende varetægtsfængslet i fire uger for at have medvirket til afpresning og drabsforsøg ved at lave opslag på specifikke personer i CPR-registeret.
Nærmere bestemt er han anklaget for uberettiget at have tilgået 1.742 borgeres personlige oplysninger og videregivet visse af dem til personer i bandemiljøet, der efterfølgende har brugt informationerne til at begå grov kriminalitet.


























