Politiets kriminalteknikere og Sikkerhedsstyrelsen har fredag været til stede ved en transformerstation i Lemvig i forbindelse med en anmeldelse om hærværk.
Det oplyser Hans Roost, som er politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi, til Ritzau.
»Når det har noget med Danmarks sikkerhedssituation og kritisk infrastruktur at gøre, så kigger vi selvfølgelig på det«, siger han og understreger samtidig, at det ikke er sikkert, at der er sket noget.
Efter fredagens undersøgelser står det nemlig ikke klart, om transformerstationen har været udsat for hærværk.
»Vi er nødt til at vente på, at vores eksperter laver en erklæring til os. Det korte svar er, at vi simpelthen ikke kan fortælle noget om det endnu«, siger Hans Roost.
Det var medarbejdere på transformerstationen, der i onsdags anmeldte hærværket til politiet.
Ifølge politiinspektøren konstaterede medarbejderne, at der var ’nogle ting, som ikke så ud, som de plejede’.
»Vi rykker selvfølgelig ud, men man skal også huske på, at det her er meget højteknologisk, og der er rigtig mange spørgsmål, som vi skal have fundet svar på«, siger Hans Roost.
Fem medarbejdere har fået taget deres DNA for at udelukke dem fra eventuelle fund, siger Hans Roost til TV Midtvest.
Over for mediet bekræfter også Politiets Efterretningstjeneste (PET) at være involveret i sagen.
»PET er opmærksom på sagen og følger den aktivt - herunder er PET i dialog med Midt- og Vestjyllands Politi om sagen«, skriver PET i et svar til TV Midtvest.
ritzau




























