Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

Sent torsdag aften brød en brand ud i en roklub på Samsø. Fredag eftermiddag er en indebrændt person fundet.

Død person fundet i nedbrændt roklub på Samsø

En indebrændt person er fredag eftermiddag blevet fundet efter en brand i en roklub ved Langør Havn på Samsø.

Det skriver Østjyllands Politi på det sociale medie X.

»Politiet og retsmediciner foretager lige nu undersøgelser på brandstedet. Der savnes ikke yderligere personer i forhold til branden«, lyder det videre i opslaget.

Overfor TV 2 bekræfter Østjyllands Politi, at der er blevet foretaget en findestedsundersøgelse, som laves, når en død person bliver fundet.

Tidligere har vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi meddelt, at man savner en ældre kvinde.

»Det, vi frygter, er, at der kan være en ældre kvinde, der er omkommet. Vi savner en ældre kvinde, som bør være på stedet, og som ikke er der umiddelbart«, har han sagt til TV 2 Østjylland.

Det er uvist, om det er den ældre kvinde, der er fundet på stedet.

Østjyllands Politi modtog en anmeldelse om branden sent torsdag aften.

Da politi og beredskab ankom til stedet stod høje flammer op gennem taget i roklubben.

Brandvæsenet indledte slukningsarbejdet, men bygningen var overtændt, og branden var vanskelig at få under kontrol.

Det er stadig uklart, hvad der forårsagede branden, der blev slukket fredag eftermiddag.

Men politiet mistænker ikke, at en kriminel handling ligger bag.

Ud over den indebrændte person er der en anden, der har fået brandskader, fordi personen forsøgte at komme ind i bygningen, skriver DR

ritzau

PodcastSe alle
Der er mange grænseoverskridende måder at blive såkaldt cancelleret på. Men her i 2026 viser det sig, at der er mindst lige så mange måder at få et comeback på. Hvad var det, #metoo satte i gang, og har vi glemt det? I podcasten 'Den Levende' undersøger Eva Eistrup og Lotte Folke, hvordan man gør comeback. De kigger nærmere på Johnny Depp, Martin Brygmann, Naser Khader, Peter Aalbæk og flere. Hvad skal der til for at komme tilbage i manegen i 2026, og hvis hjælp skal man have?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her