Holbæk Motorvejen er spærret efter en soloulykke, hvor en person er fastklemt søndag eftermiddag.

Person i kritisk tilstand er fastklemt efter soloulykke ved Roskilde

Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 21.34 med nyt om ofret.

En 92-årig kvinde er blevet kørt med ambulance til Rigshospitalet søndag sen eftermiddag efter en soloulykke på Holbækmotorvejen nær Roskilde, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Michael Hymøller til Ritzau.

Kvinden, der var passager i bilen, var i kritisk tilstand, da hun blev kørt mod hospitalet. Søndag aften kan vagtchefen ikke oplyse yderligere om hendes tilstand.

En 71-årig mand var fører af bilen og var umiddelbart uskadt efter ulykken, hvor han selv kunne rejse sig og stige ud.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 16.50 søndag, hvorefter redningsberedskab arbejdede på at få den 92-årige kvinde ud af bilen, hvor hun var fastklemt. 45 minutter efter fik redningsfolk hende fri. En lægehelikopter, der var ankommet, kunne ikke lette efterfølgende, hvorfor hun blev kørt med ambulance og politieskorte, fortæller vagtchefen.

På motorvejen mellem afkørsel 12 og 13 i østgående retning er der spærret i et spor, da helikopteren fortsat ikke kan lette. Ifølge Vejdirektoratet er der søndag aften to farbare spor.

»Oprydningsarbejdet forventes at være overstået i løbet af natten«, fremgår det af Vejdirektoratets trafikinfo.

Der har været en bilinspektør ude på ulykkesstedet. En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her