Artiklen er opdaterer med oplysninger om fængslingsfristen efter dagens grundlovsforhør.
Ejeren af en guldsmedeforretning i København sigtes for at have hvidvasket 55 millioner kroner ved at eksportere og importere guld til og fra Dubai.
Torsdag blev den 28-årige mand pågrebet i Københavns Lufthavn, da han var ved at deklarere import af 12 kilo guld oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.
Ifølge sigtelserne har manden, der nægter sig skyldig, deltaget i organiseret hvidvask under skærpende omstændigheder ved at modtage store kontantbeløb, som han har konverteret til guld.
»Det blev gjort for at skjule pengenes ulovlige oprindelse«, sagde anklageren under grundlovsforhøret i dommervagten i Københavns Byret, der endte med, at den sigtede blev varetægtsfængslet frem til 11. september.
Hun bad dommeren lukke dørene, så tilhørere – heriblandt de fremmødte kriminalreportere – ikke kunne følge retsmødet. Det skete med den begrundelse, at det kan skade efterforskningen og jagten på den sigtedes eventuelle medgerningsmænd, hvis det kommer frem i offentligheden, hvad efterforskerne har fundet ud af.
Samtidig blev der af retten nedlagt forbud mod at nævne sigtedes navn eller navnet på den guldsmedeforretning, manden er indehaver af.
I årene fra februar 2022 til nu har han ifølge sigtelsen modtaget mindst 55 millioner kroner, han købte guld for. Det blev så omsmeltet og udført til Dubai, hvor han fik det omsmeltet til guld med en højere renhed, som – tilsyneladende ifølge planerne – derefter skulle genindføres til Danmark.
NSK har ransaget tre adresser med henblik på at sikre spor til den videre efterforskning i sagen, herunder digitale spor og dokumenter. Der er desuden beslaglagt guld til en samlet anslået værdi af omkring 24 millioner kroner.
»Vi har gennem en længere periode interesseret os for den guldsmedeforretning, hvor ejeren nu er sigtet for hvidvask. Vi har en mistanke om, at der på adressen er foregået en massiv og organiseret hvidvask af penge, der stammer fra kriminalitet«, fandt vicepolitiinspektør i NSK Lars Feldt-Rasmussen.
Ritzau og Politiken
fortsæt med at læse




























