Den danske lakridsproducent Lakrids by Bülow har fået ny majoritetsejer i form af den internationale kapitalfond IDG Capital.
Det oplyser de to parter i en pressemeddelelse.
75 procent af aktierne i Lakrids by Bülow har siden 2016 været ejet af den svenske kapitalfond Valedo, som nu overlader ejerskabet til IDG Capital.
Med den nye ejer i ryggen håber stifter og kreativ direktør Johan Bülow på, at fremme virksomhedens internationale vækst.
»Valedo har været en solid partner i opbygningen af vores position i Nordeuropa. Nu vil en spændende international vækstrejse blive sat yderligere i gang.
»Lakrids by Bülow vil kunne drage stor fordel af IDG Capitals internationale erfaring og forbrugerkendskab«, siger han i pressemeddelelsen.
Betingelserne for overdragelsen er endnu ikke offentliggjort, og transaktionen ventes at være afsluttet til efteråret.
ritzau
fortsæt med at læse




























