54 jernbaneoverskæringer er uden bomme i Danmark, og flere af dem har hverken lys eller lyd ifølge DR.

Ny opgørelse: 54 jernbaneoverskæringer er uden bomme

Jernbaneoverskæring uden bom ved Kådnervej nær Bjerndrup i Sønderjylland. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jernbaneoverskæring uden bom ved Kådnervej nær Bjerndrup i Sønderjylland. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 11.02 med citater fra Banedanmark.

Der findes 54 jernbaneoverskæringer i Danmark, hvor biler kan krydse, uden at der er bomme, viser en ny opgørelse fra DR. 40 af dem har hverken bomme, lys eller lyd til at advare om, at der kommer tog.

Opgørelsen kommer en uge efter en alvorlig ulykke nær Bjerndrup i Sønderjylland, hvor et tog kolliderede med en gylletransport ved en overskæring. Der var ingen bomme, men lys og lyd ved overkørslen. En 60-årig kvinde mistede livet i ulykken, og to personer er fortsat i kritisk tilstand.

Efter togulykken, der for en uge siden kostede en 60-årig kvinde livet, er det besluttet at sænke hastigheden ved seks sønderjyske overkørsler uden bomme, oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse. Hastigheden nedsættes fra 100 kilometer i timen til 70 kilometer i timen, når tog passerer seks overkørsler uden bomme på strækningen mellem Tinglev og Sønderborg, oplyser sikkerhedschef i Banedanmark Martin Harrow.

»Vi er alle meget berørt af de to ulykker, der med kort tids mellemrum har været i to overkørsler på strækningen«, siger sikkerhedschef i Banedanmark Martin Harrow.

»Det sker, mens vi gennemfører en grundig analyse af, hvilke tiltag der er behov for, frem til at overkørslerne som planlagt får bomanlæg i første halvår 2027«, tilføjer han i pressemeddelelsen.

Det er kommet frem, at togstrækningen tidligere har været ramt af ulykker. Knap tre kilometer øst for fredagens ulykkessted mistede en 24-årig mand livet i juli i år. Det skete, da mandens bil blev ramt af et passerende tog. Årsagen til sammenstødet er stadig ukendt.

Først bomme i 2027

Efterfølgende har der været stort fokus på sikkerheden omkring togoverskæringerne på danske baner. DR har lavet opgørelsen på baggrund af tal fra Banedanmark samt Midtjyske Jernbaner, Nordjyske Jernbaner, Vestbanen og Lokaltog. Flere af overkørslerne er på mindre markveje, private veje og grusveje. Her kører togene ifølge DR med forskellig fart.

I Nordsjælland er der ifølge optællingen 10 jernbaneoverskæringer uden bomme. I Østsjælland er der en enkelt. På Lolland er der seks. I Sydvestjylland er der otte, mens der i Nordvestjylland er 21. I Sønderjylland er der otte, heraf seks på strækningen mellem Tinglev og Sønderborg, hvor ulykken i sidste uge fandt sted.

21 af overskæringerne er på Lemvigbanen, som Midtjyske Jernbaner ejer. Ingen af dem har bomme, lys eller lyd. De har i stedet stopskilte. Til DR siger Midtjyske Jernbaners administrerende direktør, Martha Vrist, at de vil få sikret alle overkørslerne ved enten at sætte bomme op eller nedlægge overkørslerne. Det kan gøres ved at lukke de veje, der krydser overskæringerne, og i stedet etablere nye veje uden om skinnerne.

Banedanmark vil sikre de otte overkørsler uden bomme, som de har, hvor der er krydsende biltrafik. Det arbejde forventer de er færdigt i 2027.

Hos Lokaltog er der i alt 17 overkørsler uden bomme, hvoraf 15 er helt usikrede. Til DR oplyser Lokaltogs sikkerhedschef, Claus René Pedersen, at de er i gang med at planlægge sikringen af nogle af overskæringerne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her