Siden Rusland invaderede Ukraine i 2022, har over 100 virksomheder modtaget et brev fra Erhvervsstyrelsen.

135 danske virksomheder får brev med advarsel mod sanktionsbrud

I juni kom det frem, at malervarekoncernen Flügger var blevet sigtet i en sag om muligt brud på EU’s sanktioner mod Rusland. Foto: Ulrich Borch
I juni kom det frem, at malervarekoncernen Flügger var blevet sigtet i en sag om muligt brud på EU’s sanktioner mod Rusland. Foto: Ulrich Borch
Lyt til artiklen

135 danske virksomheder er blevet advaret mod sanktionsbrud siden Rusland invaderede Ukraine for omkring tre år siden.

Det skriver DR, der har talt med Signe Flege, der er kontorchef i Erhvervsstyrelsen.

»Vi forventer, at danske virksomheder, der måtte modtage et sådant brev, læser det grundigt og tager deres forholdsregler, så de kan sikre sig, at de ikke overtræder EU’s sanktioner mod Rusland«, siger hun.

Der er tale om virksomheder med eksport til såkaldte tredjelande, hvor der er risiko for omdirigering af produkter til Rusland.

Det er blandt andet lande som Armenien og Kasakhstan, der har fået Erhvervsstyrelsen til at sende de i alt 179 breve ud til de pågældende virksomheder.

Styrelsen vil ifølge DR ikke oplyse, hvilke virksomheder der er tale om.

Dog kom det i juni frem, at malervarekoncernen Flügger var blevet sigtet i en sag om muligt brud på EU’s sanktioner mod Rusland.

Både selve virksomheden samt Flüggers øverste chef og finansdirektør er sigtet i sagen.

Kort forinden havde Flügger selv oplyst i en fondsbørsmeddelelse, at virksomheden blev efterforsket at politiet.

Den besked kom, efter at DR havde afsløret, at Flüggers produkter aktivt bliver markedsført i flere russiske byer, blandt andet på stribevis af messer, ligesom malingen fra Flügger kan købes online og fysisk i butikker i Rusland.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her