Varde Kommune bestræber sig på inden for »de nærmeste uger« at have tiltag klar, der kan forbedre sikkerheden ved kommunens jernbaneoverkørsler uden bomme.
Det siger Hans Peter Due, der er konstitueret direktør for Plan og Teknik i kommunen.
Det gælder blandt andet den overkørsel, hvor et tog tirsdag kolliderede med en traktor med vogn nær Henne Stationsby i Sydvestjylland.
»Det er rigtig uheldigt. Det viser, at der er behov for, at vi har fokus på det. De her ulykker må jo ikke ske«, siger han og tilføjer.
»Vi skal i første omgang have et overblik. Det er svært at sige præcis, hvornår der kommer noget op. Vi vil bestræbe os på, at det bliver inden for de nærmeste uger«.
Der er fem overkørsler uden bomme på Vestbanen mellem Varde Station og Nørre Nebel Station.
Man kan blandt andet forbedre skiltningen og opsætte rumlestriber ved overkørslerne, lød det i en pressemeddelelse fra Varde Kommune tidligere på ugen. Rumlestriber kan være påmalede striber på vejbanen, der skal gøre bilister ekstra opmærksomme på jernbaneoverkørsler.
»Vi har ansvaret for vejen, der leder op til overkørslen, og vi vil kigge på, hvilke muligheder vi har«, siger Hans Peter Due.
Ingen er kommet alvorligt til skade i ulykken ved Over Fiddevej og Hennevej, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X. Der var tre passagerer i toget.
Alt tyder på, at advarselsanlægget ved overkørslen virkede, da ulykken skete, lyder den umiddelbare vurdering fra Banedanmark tirsdag.
Der har de seneste måneder været flere ulykker ved jernbaneoverkørsler uden bomme.
15. august blev et tog afsporet ved Bjerndrup i Sønderjylland, da det kolliderede med en gylletransport. En 60-årig kvinde mistede livet, og flere kom alvorligt til skade.
Også 5. juli skete en alvorlig ulykke, da en 24-årig mand i en varebil kolliderede med et tog ved en jernbaneoverkørsel uden bomme nær Kliplev. Advarselsanlægget var blevet stjålet kort forinden.
ritzau
fortsæt med at læse





























