Lynnedslag betyder, at L1- og L2-linjerne på letbanen i Aarhus tidligst vil blive genoptaget klokken 10.

Lynnedslag lukker fredag morgen for letbane i Aarhus

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Et lynnedslag giver fredag morgen problemer med driften ved Aarhus Letbane, og ruterne L1 og L2 kører derfor ikke, skriver DR. P4 Trafik skriver, at letbanerne tidligst vil køre igen fredag formiddag klokken 10.00. Præcis hvilke problemer, lynnedslaget har medført, står ikke klart.

I Region Midtjylland er det trafikselskabet Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik. Ifølge P4 Trafik dækker Midttrafiks rejsegaranti fredagens driftsproblemer. L1 kører fra Aarhus via Risskov og videre ud til Grenaa. L2 kører fra Odder via Aarhus H, Randersvej og Universitetshospitalet og videre ud til Lystrup eller Lisbjerg. L2 har også afgange, der kun kører mellem Aarhus H via Randersvej og ud til Aarhus Universitetshospital.

Tidligere på ugen meddelte selskabet bag Aarhus Letbane, at man har registreret en stigning i antallet af bilister, cyklister og gående, der ignorerer signaler og bomme og tager chancen ved overkørslerne. Aarhus Letbane kom i den forbindelse med en opfordring til alle om at vise mere omtanke.

Der har tidligere været ulykker med letbanen i Aarhus. En ældre mand døde i juni sidste år, efter at han var blevet påkørt af letbanen. Den ulykke skete ifølge politiet, fordi manden overså letbanen og gik ud på vejen, hvor letbanen kom kørende. I 2021 var det en patruljevogn fra politiet, der endte i et sammenstød med letbanen, men ingen kom til skade ved den hændelse.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her