På en god dag kan motionscenteret sammenlignes med et forsamlingshus. Men et nyt fænomen udfordrer de uskrevne regler, skriver Annemette Grundtvig i denne hverdagsanalyse.

Nej, nej, nej! Nogen har indført håndklæde-finten i mit fitnesscenter

Hvornår er det mon min tur? Køkultur kan tolkes og eksekveres på temmelig forskellig vis. Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN
Hvornår er det mon min tur? Køkultur kan tolkes og eksekveres på temmelig forskellig vis. Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

En voksen mand står et øjeblik stille og betragter en fitnessmaskine. Den er ledig, men der ligger et håndklæde på sædet. Efter lidt overvejelse fjerner han klædet og sætter sig til rette for at lave benpres.

Han når dog kun at justere indstillingerne, før en alfahan kommer farende, går helt tæt på og hvisler:

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
PodcastSe alle
’Håndholdt panserværnsgranatkaster RPG-7V’. ’Kalasjnikov-automatgevær AK-74’. ’Offensiv håndgranat RGD-5’. Det er nok de færreste børn i 8. klasse, der ved, hvordan de våben skal bruges, hvad de hedder, og hvordan de virker rent teknisk. Men det gør børnene på skolen på den russiske ambassade i København. Her, blandt pæne lejligheder og store huse på Østerbro, er læren om de tre våben blot en brøkdel af det militære stof, børnene undervises i. Politikens journalist Sigrid Debois Reuss har gennemgået hundredvis af sider i en række dokumenter fra den russiske skole i København for at kortlægge, hvad der foregår inden for skolens mure.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her