To unge erkender i Retten i Helsingør, at de udgav sig for at være 14 år og lokkede mænd i baghold.

Video på TikTok inspirerede unge pædofiljægere

Lyt til artiklen

Da to unge sidste sommer så en video af et interview med nogle pædofiljægere, blev de inspireret til selv at jage pædofile.

Det fortæller en af de to, en 18-årig rødhåret mand, i Retten i Helsingør torsdag eftermiddag.

Han tilstår, at han i flere tilfælde har lokket mænd i baghold og udsat dem for blandt andet vold, frihedsberøvelse og røveri.

Det skete, ved at de unge oprettede en profil på datingappen Grindr, der især henvender sig til homoseksuelle, hvor de udgav sig for at være en 14-årig homoseksuel dreng.

Første gang de to gjorde det, var 17. juli sidste år.

Den anden unge mand, der var med, har allerede har tilstået sin rolle i sagen og er blevet idømt tre år og seks måneders fængsel.

De to fik lokket en mand i baghold, og den 18-årige tildelte ham to slag i hovedet og et spark mod benene.

Undervejs sagde den 18-årige blandt andet ’din fucking svans’ og ’er det o.k. at mødes med en 14-årig?’.

Den allerede dømte filmede hændelsen.

Anklager Isabelle Felsum spørger den 18-årige, hvorfor det blev filmet.

»Jeg tror, det var, fordi vi syntes, at det var lidt sejt. Andre havde filmet, når de havde gjort det, så det ville vi også«, siger han i retten.

Også en 16-årig dreng tilstår i Retten i Helsingør torsdag, at han var med til lignende handlinger senere i 2024.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her