I sit første større interview om trekantsdramaet mellem Danmark, Grønland og USA forklarer Mette Frederiksen om en dansk-amerikansk relation, der lader til at være på frysepunktet.
Mette Frederiksen ville tage hatten af for landsstyreformand Jens-Frederik Nielsens måde at håndtere det amerikanske pres mod Grønland på. I onsdags spadserede de sammen mod Kulturhuset i Nuuk, hvor den danske undskyldning for spiralskandalen blev leveret officielt til en lang række grønlandske kvinder. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Gennem nogle årtier har nationen vænnet sig til, at statsminister efter statsminister med triumferende, ja, næsten barnlige smil på læben har solet sig i skiftende amerikanske præsidenters stjerneglans.
Nyrup med Bill Clinton på Nytorv. Fogh på visit hos George W. Bush i Det Hvide Hus, i Camp David og på ranchen i Crawford. Løkke og Thorning hos Barack Obama i Washington eller som besøgende i København.